Dedicated Analytical Solutions
NIR technology

14-02-2013

FOSS indgår strategisk alliance med Metrohm

Udvidelse af kundekredsen, fortsat udvikling af førerpositionen indenfor NIR-teknologien, der sikrer hurtig og nøjagtig analyse af indholdsstoffer, og fokusering af forretningen inden for fødevare- og landbrugsindustrien. Det er sigtet med den nye strategiske alliance, FOSS har indgået med det schweiziske selskab Metrohm, der er blandt verdens førende producenter af instrumenter til kemiske analyser.

Alliancen betyder, at FOSS NIRSystems, der er baseret i den amerikanske by Laurel, Ma-ryland, indgår som en division i Metrohm under navnet Metrohm NIRSystems.

FOSS fortsætter sit R&D-program indenfor udvikling og produktion af NIR-analyseudstyr til gavn for begge selskaber, men fremover vil Metrohm NIRSystems varetage salg og service af FOSS NIR-instrumenter til den kemiske og farmaceutiske industri verden over.

Alliancen er et rygstød til FOSS’ vækststrategi. Den giver selskabet forbedret adgang til de industrier, hvor Metrohm allerede står stærkt, og mulighed for at styrke forretningen indenfor fødevare- og landbrugsindustrien, som selskabet har serviceret i over 50 år.

- Jeg er meget tilfreds med vores nye alliance med Metrohm. Området udgør med under 3 procent en relativ lille del af vores forretning, men gennem Metrohm’s verdensomspændende netværk af selskaber får vi den nødvendige kritiske masse. Alliancen sikrer, at vi hos FOSS fortsat kan styrke vores førende position inden for NIR-teknologien, samtidig med at vi får en stærk strategisk platform, som kan udbrede vores innovative løsninger til en bredere kundekreds. Derudover giver alliancen os mulighed for at fokusere vores forretning indenfor fødevare- og landbrugsindustrien, hvor vi arbejder målrettet på at styrke vores position på BRIK-markederne, siger Torben Ladegaard, administrerende direktør for FOSS.

FOSS er verdens førende producent af innovative analyseinstrumenter til den globale fødevareindustri og landbrugssektor og bidrager hermed til optimal anvendelse af råvarer, bedre fødevarekvalitet og -sikkerhed. FOSS omsætter for 1.700 mio. kr. og har mere end 1200 medarbejdere i udviklings- og produktionsselskaber i Danmark, Sverige og Kina samt 28 salgs- og serviceselskaber over hele verden.

Metrohm har hovedkvarter i Herisau i Schweiz og er en ledende producent af instrumenter til kemisk analyse. Selskabet er i samme størrelsesorden som FOSS og er repræsenteret i 80 lande, heraf 40 med egne selskaber.

We make your user experience better by using cookies. If you continue on this website you agree to the use of cookies. Read more about cookies here

×